Gode pakketips til dig der skal flytte
Når du skal flytte, er en af de mest tidskrævende ting at pakke dine ting ned. Der er mange forskellige måder at klare nedpakningen på, men med nogle gode tiltag kan du både spare tid og gøre pakningen nemmere og mere overskuelig for dig selv.
Derfor vil vi i dette blogindlæg komme med nogle gode flytte-pakketips til, hvordan du bedst muligt pakker dine ting ned, når du skal flytte.
Sorter dine ting og skriv ned
Det kan være fristende bare at kaste sine ting ned i flyttekasser og få det overstået hurtigst muligt, men du risikerer at gøre dig selv en bjørnetjeneste. Den tid, du sparer her, vil nemlig hurtigt blive brugt, når du skal pakke ud igen.
Derfor kan du med fordel sortere dine ting, når du skal pakke ned. Tænk for eksempel over at samle dine køkkenting i flyttekasser for sig, ting til stuen for sig og ting til soveværelset for sig, og skriv ned, hvad der er i dem. Så kan du hurtigt og nemt finde ud af, hvor du skal stille flyttekasserne i dit nye hjem.
Ved du på forhånd, at der er nogle af dine ting, der skal direkte til opbevaring, når du ankommer til dit nye hjem, så prøv så vidt muligt at pakke dem ned i samme flyttekasse, så du ikke efterfølgende skal bruge tid på først at pakke ud for derefter at pakke ned igen.
Lav en pakkeliste
Har du nogensinde tænkt over, hvor mange af de ting, du har i dit hjem, du faktisk bruger hver eneste dag, og som du ville have svært ved at undvære?
Alt lige fra telefonopladere, tandbørster og toiletsager til tøj, computer og telefon er noget, som kan være svært at undvære i hverdagen, og har du først pakket det ned i bunden af en flyttekasse, kan det være rigtig irriterende at finde frem, hvis man pludselig står og mangler det.
Sørg derfor altid for at lave en liste over de ting, som du ikke kan undvære i dagligdagen, mens du er i gang med at flytte, og læg dem derefter til side, så du ikke skal til at rode rundt i færdigpakkede flyttekasser, fordi du pludselig står og mangler et glattejern eller en barbermaskine.
Det kan tage tid at pakke ned, men det kan også tage tid at pakke ud igen, når du ankommer til din nye bolig, derfor er det også en god idé at have dine nødvendige dagligdagsting pakket ned i en taske for sig, så de altid er nemme at få fat på, når du er i gang med at pakke ud i dit nye hjem.
Hvordan pakker man flyttekasser?
Vores næste pakketip til din flytning omhandler flyttekasser. Når du skal pakke dine flyttekasser, så er det vigtigt, at du tænker over, hvordan du pakker dem. Det kan nemlig få stor betydning for, hvor let det er for dig at løfte kasserne, ligesom det også kan få betydning for, hvor sikkert dine ejendele ligger i kassen.
Først og fremmest skal du undgå, at dine flyttekasser bliver for tunge, når du pakker dem. Har du derfor en stor bogsamling eller lignende, så prøv at fordele bøgerne ud i bunden af flere flyttekasser, så du undgår, at de enkelte flyttekasser bliver for tunge. Når du har fyldt bunden op med for eksempel bøger, så prøv at fylde resten af flyttekassen med lettere ting. Det kan være tøj eller puder og dyner.
Har du nogle skrøbelige ting, der skal pakkes ned, så er der grund til at tænke ekstra meget over, hvordan du kan beskytte dem. Det kan for eksempel være glas, som let går i stykker under en flytning, hvis man ikke passer på.
Nogle vælger at bruge avispapir, men det giver sjældent den bedste beskyttelse. Har du derfor mulighed for at bruge bobleplast eller bølgepap, så opnår du oftest en bedre beskyttelse. Skal du pakke elektronik som TV, computer eller andre større sarte genstande ned, så kan du for eksempel vælge at pakke dem ind i tæpper, så du minimerer risikoen for, at de får ridser eller skrammer, når der flyttes.
Sørg for, at dine ting står stabilt i flyttevognen
Vores liste over gode pakketips til flytningen slutter ikke ved nedpakningen. Hvad end du vælger at flytte med flyttetrailer, med flyttevogn, eller om du har en bil, der er rummelig nok til, at du kan flytte i den, skal du nemlig tænke over, hvordan du pakker tingene i bilen. Du kan pakke nok så omhyggeligt i flyttekasserne, men hvis dine ting vælter rundt, når de transporteres, så hjælper det ikke meget.
Derfor skal du tænke ekstra godt over, hvordan du stiller dine ting, når de transporteres til dit nye hjem. Med andre ord anbefaler vi, at du bruger lidt tid på at planlægge pakning af flyttebilen.
Prøv så vidt muligt at stille de tungeste ting nederst i flyttebilen eller flyttetraileren. Det er for eksempel flyttekasser og tunge møbler som sofa og seng. Prøv desuden så vidt muligt ikke at placere tunge eller skarpe genstande oven på stofmøbler, hynder, puder og lignende, da det kan beskadige stoffet.
Vi håber, at dette blogindlæg har gjort dig klogere på, hvordan du bedst muligt kan pakke, når du skal flytte, og givet dig nogle gode pakketips til din flytning.